Kære Far
Det er lang tid siden, at jeg har skrevet sidst. Det har været jul og dermed også den første jul uden dig. Det værste var at sætte juletræet på fod, som du plejede at gøre, og at få pakken fra mor, hvor det lige pludseligt midt imellem alle menneskene ramte som en pæl i hjertet, at der kun stod :"Fra mor" på gaven - fuck..... Vi holdt det hos Nikolaj og mig. Mor, Maria, farmor, Kasper, Marianne, Ebbe og Merete plus Meretes søste, mand og børn var der, så i alt 14.Vi havde valgt at holde det hos os, fordi en jul i Oldgaard ville have været for trist - du mangler hele tiden, men i Oldgaard ville det have været værre. Eller, jeg ved det ikke. Det var en underlig jul. December med. Det vækker så mange minder, om dig med marcipanbrød i lommerne og en røverhistorie om hvordan du har røvet dem fra julemandens sæk, da du kørte ham ned. Jeg savner alle de små ting som det, og nogle gange fortæller jeg Nikolaj små historier om dig. Jeg kan mærke, at det er vigtigt at huske alt det, der gjorde dig til dig. Og det gør jeg ved at fortælle det, sige det højt og mærke følelserne, når jeg fortæller et eller andet, som gør at du var min elskede far. Jeg har lige købt Chris McDonalds bog om sin far, der også døde af spiserørskræft. Jeg har kigget på den længe, men det har været for tæt på. Nu er jeg klar til at læse den. Jeg fornemmer også at Chris McDonald har et stort behov for at fortælle om sin far - og jeg kan godt forstå det. Efter din død har jeg brugt meget tid, mange samtaler og mange tanker på at værdsætte den far du var. Historierne om dig er det eneste, som jeg har tilbage, og derfor er de også så vigtige for at beholde lidt af dig. Jo mere jeg tænker og taler om dig, bliver jeg også bevidst om, at selvom du er væk, så er du inde i mig, med alt den kærlighed og de oplevelser som jeg har fået af og med dig. Så jeg vil forsøge at skrive nogle af de små historier og pudsigheder ned indimellem - så jeg igen en dag kan læse dem og mindes dig med smil. Jeg elsker dig og sender dig al min kærlighed plus en tusind kram og kys med blogpost til himlen - Stina
Ingen kommentarer:
Send en kommentar