Kære far

Jeg tænker sådan på dig, og har meget svært ved at forstå, at du ikke er her længere. Der MÅ være en himmel - og jeg er sikker på at forhandlingerne faldt ud til din fordel, og at du nu er der.
Jeg kunne så godt tænke mig, at fortælle dig, hvor sej jeg synes at du var, og hvor stolt jeg er af dig - det var ikke rigtig muligt de sidste uger, da du var meget langt væk fra virkeligheden nogle gange og noget konfus. Du sagde nogle ret mærkelige ting, hvilket også til tider var både tragisk og komisk. Jeg er sikker på, at noget af det, som du sagde, ville du have skraldgrinet over, hvis du havde hørt dig selv - du ville i hvert fald have syntes, at der var nogle guldkorn i mellem - dem må du få at høre på et andet tidspunkt.
Men tilbage til dig, min seje far. De sidste to år viste du en livsvilje, som var helt fantastisk. Du bevarede det meste af tiden humøret, glæden ved livet og de små hverdagsting. Selv til sidst, blev du ved med at overraske - du gjorde ting, der ikke burde være muligt i en tilstand som din - var oprejst, gik selv i bad, bar 10kgs sække med træpiller ind og fandt smilet frem, især når der var børn. Du gav ikke op, selv om du vidste hvor det bar hen ad - du havde overskud til at blinke skævt til os og at kalde mig for babyskat. Al den råstyrke, som du overlevede på, gør også, at billedet af dig som syg og afkræftet ikke er det, der vil blive ved med at vise sig i mit hovede. For mig, vil det være billedet og tanker om livsvilje, tro, glæde, livsmod og kærlighed, der vil være minderne - som sygeplejersken Anne, der passede dig på det sidste sagde med et glimt i øjet: "Han var en slambert". Og det var du, for du tog fusen på os allesammen flere gange de sidste 14 dage (den historie kan du få en anden gang), og du bestemte selv. Du var min skøre, helt-sin-egen, seje, dejlige og for altid far. Jeg elsker dig og sender en masse kys og knus med blogpost til himlen.

Kh. Stina

Kære far

Kære far

Jeg har lige hængt et billede af dig op på min opslagstavle - et rigtig godt billede af dig, som er taget på den dag, hvor Nikolaj og jeg blev gift. Du ser så fin ud i smoking, og står der i solen og smiler. Nu kigger du ned til mig fra opslagstavlen, og jeg håber sådan, at jeg vil blive ved med at kunne huske dig ligeså tydeligt altid, som jeg gør nu. Det er så mærkeligt, at du ikke er her længere, for jeg føler på en eller anden sær måde, at du er meget tæt på stadigvæk. Måske det hænger sammen med, at den kærlighed du gav, stadig og altid er i mit hjerte. Jeg kan stadig genkalde mig din stemme og dit glimt i øjet og dine forskellige ansigtsudtryk, og det er rart, selvom det jo også er alt det, der giver stikkene i hjertet og tårerne i øjnene, når jeg kommer i tanke om, at de nu kun findes hos mig, men ikke her på jorden længere.
Jeg savner dig far, og jeg håber at du har det godt, hvor end du er nu, og at du måske læser med..

Kærlig hilsen

Stina

Kære far

Jeg har lavet en blog. Til dig. Til mig. Til Stina. Måske også til andre, der kan have glæde af at læse med. 

Jeg har nemlig lavet bloggen efter at have tænkt over det et stykke tid. Der er så meget, som jeg i det daglige gerne vil sige til dig. Men du er her ikke mere. Ikke i fysisk forstand, i hvert fald. Til gengæld så er du i mit hjerte og i mine tanker hver dag. 

Jeg savner dig hele tiden. Heldigvis er det på en stille, men langstrakt måde. For det meste er det som et lille stik, der dukker op, når jeg kommer i tanke om noget, som jeg gerne ville sige til dig, eller høre dig om.

Nogle gange gør det ondt helt ind i sjælen, og jeg savner inderligt at kunne kramme dig, eller glæde dig ved at komme hjem eller ringe til dig. Også selvom du måske bare ville gå i haven, eller ikke rigtig kunne finde på noget at sige. For jeg ved, at du satte stor pris på, at Stina og jeg bare var der, lige i nærheden af dig. 

Jeg savner at se dit smil. Jeg savner at høre dig fortælle begejstret om dit drivhus. Jeg savner at du vrisser lidt, når jeg snakker lidt for højt, mens du er ved at se tv. Jeg savner, at du kalder mig "skattepige".

Sorg er hjemløs kærlighed, siger nogen. Og det er utrolig sandt. For sorgen er ikke ubærlig, men det kan næsten være ubærligt ikke at kunne vise al den kærlighed, som jeg har til dig. Heldigvis er der så meget kærlighed. Og det er også den, som Stina, mor, jeg og alle andre, der kendte dig, lever videre på. For vi lever videre, også med masser af glæde stadig, præcis som du ønskede det. 

Selvom ingen af vist tror synderligt meget på en gud, så tror vi nok allesammen på, at der er lidt mere mellem himmel og jord. Og et eller andet sted der midtimellem, håber jeg, at du befinder dig og har det godt, og kan læse med her. Jeg vil i hvert fald sende dig en hilsen af og til, når jeg savner dig, eller vil fortælle dig noget. Se at få taget det der internetkursus, hvis de udbyder sådan et i himlen :)

Kærlig hilsen

Maria