Kære far
Jeg tænker sådan på dig, og har meget svært ved at forstå, at du ikke er her længere. Der MÅ være en himmel - og jeg er sikker på at forhandlingerne faldt ud til din fordel, og at du nu er der.
Jeg kunne så godt tænke mig, at fortælle dig, hvor sej jeg synes at du var, og hvor stolt jeg er af dig - det var ikke rigtig muligt de sidste uger, da du var meget langt væk fra virkeligheden nogle gange og noget konfus. Du sagde nogle ret mærkelige ting, hvilket også til tider var både tragisk og komisk. Jeg er sikker på, at noget af det, som du sagde, ville du have skraldgrinet over, hvis du havde hørt dig selv - du ville i hvert fald have syntes, at der var nogle guldkorn i mellem - dem må du få at høre på et andet tidspunkt.
Men tilbage til dig, min seje far. De sidste to år viste du en livsvilje, som var helt fantastisk. Du bevarede det meste af tiden humøret, glæden ved livet og de små hverdagsting. Selv til sidst, blev du ved med at overraske - du gjorde ting, der ikke burde være muligt i en tilstand som din - var oprejst, gik selv i bad, bar 10kgs sække med træpiller ind og fandt smilet frem, især når der var børn. Du gav ikke op, selv om du vidste hvor det bar hen ad - du havde overskud til at blinke skævt til os og at kalde mig for babyskat. Al den råstyrke, som du overlevede på, gør også, at billedet af dig som syg og afkræftet ikke er det, der vil blive ved med at vise sig i mit hovede. For mig, vil det være billedet og tanker om livsvilje, tro, glæde, livsmod og kærlighed, der vil være minderne - som sygeplejersken Anne, der passede dig på det sidste sagde med et glimt i øjet: "Han var en slambert". Og det var du, for du tog fusen på os allesammen flere gange de sidste 14 dage (den historie kan du få en anden gang), og du bestemte selv. Du var min skøre, helt-sin-egen, seje, dejlige og for altid far. Jeg elsker dig og sender en masse kys og knus med blogpost til himlen.
Kh. Stina
Ingen kommentarer:
Send en kommentar