Jeg har lavet en blog. Til dig. Til mig. Til Stina. Måske også til andre, der kan have glæde af at læse med.
Jeg har nemlig lavet bloggen efter at have tænkt over det et stykke tid. Der er så meget, som jeg i det daglige gerne vil sige til dig. Men du er her ikke mere. Ikke i fysisk forstand, i hvert fald. Til gengæld så er du i mit hjerte og i mine tanker hver dag.
Jeg savner dig hele tiden. Heldigvis er det på en stille, men langstrakt måde. For det meste er det som et lille stik, der dukker op, når jeg kommer i tanke om noget, som jeg gerne ville sige til dig, eller høre dig om.
Nogle gange gør det ondt helt ind i sjælen, og jeg savner inderligt at kunne kramme dig, eller glæde dig ved at komme hjem eller ringe til dig. Også selvom du måske bare ville gå i haven, eller ikke rigtig kunne finde på noget at sige. For jeg ved, at du satte stor pris på, at Stina og jeg bare var der, lige i nærheden af dig.
Jeg savner at se dit smil. Jeg savner at høre dig fortælle begejstret om dit drivhus. Jeg savner at du vrisser lidt, når jeg snakker lidt for højt, mens du er ved at se tv. Jeg savner, at du kalder mig "skattepige".
Sorg er hjemløs kærlighed, siger nogen. Og det er utrolig sandt. For sorgen er ikke ubærlig, men det kan næsten være ubærligt ikke at kunne vise al den kærlighed, som jeg har til dig. Heldigvis er der så meget kærlighed. Og det er også den, som Stina, mor, jeg og alle andre, der kendte dig, lever videre på. For vi lever videre, også med masser af glæde stadig, præcis som du ønskede det.
Selvom ingen af vist tror synderligt meget på en gud, så tror vi nok allesammen på, at der er lidt mere mellem himmel og jord. Og et eller andet sted der midtimellem, håber jeg, at du befinder dig og har det godt, og kan læse med her. Jeg vil i hvert fald sende dig en hilsen af og til, når jeg savner dig, eller vil fortælle dig noget. Se at få taget det der internetkursus, hvis de udbyder sådan et i himlen :)
Kærlig hilsen
Maria
Ingen kommentarer:
Send en kommentar