Kære far
Jeg har lige siddet og kigget på billeder af dig fra da vi var i Sverige i sommers. Det er så mærkeligt, at det føles som så kort tid siden - og der var du stadig meget i live.
Du var begyndt at få ondt der, og var ikke meget værd. Men du var med os på tur.Og du sidder der ved siden af mig på billedet og smiler næsten. Tænk at du gik rundt der i skoven kun godt en måned inden du døde. Du spiste ikke rigtig noget på turen, men det var godt, at vi kom afsted sammen. Vi havde en rigtig hyggelig aften nede ved bålet, hvor du virkede til at være i godt humør. Du havde det ellers ikke godt, men du ville helt sikkert have det hele med og være sammen med os til sidst.Når jeg tænker på det nu, så forbløffes jeg igen over hvor pissesej du var. Og det gør mig inderligt ondt, at du skulle herfra, når du så gerne ville livet. Du gav først op, da du ikke kunne andet. Stina har skrevet lidt om det, men du gjorde jo nogle vilde ting til sidst.Vi troede jo faktisk, at Gud og fanden havde forhandlet færdig om dig, og at du var på vej afsted en af de første dage i september. Ja, så vi var samlet allesammen for at sende dig godt afsted. Lene sang sange fra arbejdersangbogen, og vi knappede en grøn Tuborg op, som vi drak nede ved siden af dig. Vi holdt dig i hånden og kyssede på dig - mange gange! Men du gav sgu ikke op alligevel. Pludselig vågnede du, og ville op og have pizza og rødvin - og en smøg. Vi var målløse, du var glad over alle gæsterne. Du gav først rigtig slip ti dage senere. Ti dage!!! Åh, hvis jeg bare kunne fortælle dig hele historien selv, så ville du grine, er jeg sikker på.Jeg savner at høre dig grine og se dit fornøjede ansigtsudtryk. Du havde sådan en dejlig tør humor, så når du grinede, så vidste man bare, at man virkelig havde underholdt dig.
Andreas og jeg var hjemme hos farmor igår. Hun var ved bedre mod og glædede sig til at komme igang med genoptræningen af sin skulder. Det der med at være sej, det havde du ikke fra fremmede, søde daddy.
Sjovt nok, så lignede hun dig meget efter hun var blevet klippet. Det var både rart og hårdt. Rart fordi det var dejligt at se lidt af dig på en måde. Hårdt fordi det jo også minder mig om, at jeg ikke får dig at se igen. Jeg ville så gerne have et kram af dig. Jeg savner at snakke med dig og mærke din kærlighed og omsorg.. For pokker altså. Jeg elsker dig far - du er f..... verdens bedste far - uanset hvor du er - husk det, for jeg glemmer det ikke.
1000 kys og kram og kærlige hilsner fra Maria
onsdag den 30. november 2011
fredag den 25. november 2011
Det jeg allerhelst ville have, at du skulle vide
Kære far
Jeg har ikke fået skrevet til dig i et stykke tid nu. Det er ikke fordi jeg ikke har en masse som jeg gerne vil sige, men fordi det også kræver lidt overskud at sætte sig ned og skrive til dig - jeg bliver ked af det hver gang. Det er ok, men det gør også ondt, at du ikke er her, og jeg håber,håber, håber sådan at du læser med fra en lille sky i himlen.
Vi har fået lavet en masse hos mor - der er blevet ryddet op allevegne - især på Møllen. Uffe kom og tog en kæmpetrailer læsset til randen til genbrugspladsen, og jeg kunne næsten høre dig sige:" Det er det, jeg altid har sagt Hanne, hvad skal du med alt det gamle loppemarkedsragelse?!" :0), for det var alt det, der røg..frem og tilbage er lige langt!
Der er blevet malet hegn, lofter og vægge i køkkenet. Der er blevet luget og klippet hæk til den store guldmedalje, og mor har takket dig mange gange for det store arbejde som du lavede med hækkene i foråret - seje far <3
Mor har selvfølgelig gang i alt det her, fordi hun håber at kunne sætte huset til salg snart. Hun knokler derudaf - jeg kan godt blive lidt bekymret for hende. For oveni alt det praktiske med huset, er der også sket det, at farmor har brækket skulderen. Hun kom dog ret hurtigt hjem fra hospitalet, men nåede kun at være hjemme en lille uge, inden at hun røg ind igen pga. diarre mm. Nu er hun endelig hjemme igen og er ved lidt bedre mod - men det har krævet sit af mor og også lidt af os, at det kom oveni. Jeg er glad for, at du ikke nåede at opleve det..
Til gengæld er der sket en anden ting, som jeg så gerne ville have, at du havde nået at opleve.. Jeg er gravid, næsten 9 uger henne. Hvor ville jeg gerne have kunnet fortælle dig det! Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du ville være den i hele verden, der var blevet mest glad for den nyhed. Igen, så håber og tror jeg også (lidt) på, at du må følge med et andet sted fra og glæde dig. Jeg har været rigtig ked af det, altså ekstraordinært, den sidste uges tid. Jeg ved, at det hænger sammen med det faktum, at du ikke er her, når jeg engang får børn. Det sætter tanker i gang. Det var et meget bevidst valg, da du fik at vide, at de ikke kunne helbrede dig, at jeg ikke ville have børn, mens du var syg. Først og fremmest fordi jeg ikke vidste, om du ville være i live til at se det 9 måneder senere. dernæst fordi jeg ville være en elendig mor, hvis jeg også skulle være i sorg samtidig med at have fået et lille barn. Men efter din død, er jeg på en eller anden måde også sikker på, at det var fint i forhold til dig. Du elskede livet så højt og havde så svært ved at give slip - egentlig et spøjst udtryk - selvfølgelig ville du ikke give slip! Svært lyder som en svaghed eller mangel på erkendelse - men er det ikke bare livsvilje?... Men jeg er sikker på, at det havde været endnu hårdere for dig at sige farvel til livet, hvis der havde været endnu et barnebarn på vej - du elskede børn af hele dit hjerte, og børn elskede dig. Og jeg vil sørge for at fortælle mine kommende børn om hvilken fantastisk morfar, som de kunne have haft, og give al den kærlighed videre, som jeg gennem livet har fået i overflod af dig <3. Nu er mit sidste håb bare, at mit barn får samme brune øjne som dig :0)
Jeg elsker dig - kærligheden hører aldrig op.
Kys og knus med blogpost til dig i himlen far
Jeg har ikke fået skrevet til dig i et stykke tid nu. Det er ikke fordi jeg ikke har en masse som jeg gerne vil sige, men fordi det også kræver lidt overskud at sætte sig ned og skrive til dig - jeg bliver ked af det hver gang. Det er ok, men det gør også ondt, at du ikke er her, og jeg håber,håber, håber sådan at du læser med fra en lille sky i himlen.
Vi har fået lavet en masse hos mor - der er blevet ryddet op allevegne - især på Møllen. Uffe kom og tog en kæmpetrailer læsset til randen til genbrugspladsen, og jeg kunne næsten høre dig sige:" Det er det, jeg altid har sagt Hanne, hvad skal du med alt det gamle loppemarkedsragelse?!" :0), for det var alt det, der røg..frem og tilbage er lige langt!
Der er blevet malet hegn, lofter og vægge i køkkenet. Der er blevet luget og klippet hæk til den store guldmedalje, og mor har takket dig mange gange for det store arbejde som du lavede med hækkene i foråret - seje far <3
Mor har selvfølgelig gang i alt det her, fordi hun håber at kunne sætte huset til salg snart. Hun knokler derudaf - jeg kan godt blive lidt bekymret for hende. For oveni alt det praktiske med huset, er der også sket det, at farmor har brækket skulderen. Hun kom dog ret hurtigt hjem fra hospitalet, men nåede kun at være hjemme en lille uge, inden at hun røg ind igen pga. diarre mm. Nu er hun endelig hjemme igen og er ved lidt bedre mod - men det har krævet sit af mor og også lidt af os, at det kom oveni. Jeg er glad for, at du ikke nåede at opleve det..
Til gengæld er der sket en anden ting, som jeg så gerne ville have, at du havde nået at opleve.. Jeg er gravid, næsten 9 uger henne. Hvor ville jeg gerne have kunnet fortælle dig det! Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du ville være den i hele verden, der var blevet mest glad for den nyhed. Igen, så håber og tror jeg også (lidt) på, at du må følge med et andet sted fra og glæde dig. Jeg har været rigtig ked af det, altså ekstraordinært, den sidste uges tid. Jeg ved, at det hænger sammen med det faktum, at du ikke er her, når jeg engang får børn. Det sætter tanker i gang. Det var et meget bevidst valg, da du fik at vide, at de ikke kunne helbrede dig, at jeg ikke ville have børn, mens du var syg. Først og fremmest fordi jeg ikke vidste, om du ville være i live til at se det 9 måneder senere. dernæst fordi jeg ville være en elendig mor, hvis jeg også skulle være i sorg samtidig med at have fået et lille barn. Men efter din død, er jeg på en eller anden måde også sikker på, at det var fint i forhold til dig. Du elskede livet så højt og havde så svært ved at give slip - egentlig et spøjst udtryk - selvfølgelig ville du ikke give slip! Svært lyder som en svaghed eller mangel på erkendelse - men er det ikke bare livsvilje?... Men jeg er sikker på, at det havde været endnu hårdere for dig at sige farvel til livet, hvis der havde været endnu et barnebarn på vej - du elskede børn af hele dit hjerte, og børn elskede dig. Og jeg vil sørge for at fortælle mine kommende børn om hvilken fantastisk morfar, som de kunne have haft, og give al den kærlighed videre, som jeg gennem livet har fået i overflod af dig <3. Nu er mit sidste håb bare, at mit barn får samme brune øjne som dig :0)
Jeg elsker dig - kærligheden hører aldrig op.
Kys og knus med blogpost til dig i himlen far
lørdag den 19. november 2011
Om sorg
Omsorg. Kære far. Sorg, det handler om omsorg. Mens du var syg handlede min sorg om omsorg for dig. Al min energi gik på at tænke på dig og dit velbefindende. Sørge for at du ikke mærkede min sorg for meget. Du skulle mærke mit håb. For du håbede. Det var en realitet. En realitet, som jeg støttede op om, selvom jeg vidste, at den nok var usandsynlig. Nu er du død, og min realitet er håb for fremtiden, som du ønskede. Men også sorg. Sorg som jeg forholder mig reelt til. Jeg gør alt det, som man skal. Jeg lever. Jeg glæder mig over livet. Jeg griner. Jeg græder. Jeg går på arbejde. Jeg lever et liv. Din død er ikke et tabu, hos mig. Jeg er ikke ude af stand til at leve videre. Jeg gør det. Jeg har travlt. Så travlt, så jeg ikke kan andet end at leve videre. Det er hårdt, men jeg vil også livet. Uden kompromiser og uden tabuer og fortielser.
De første to uger efter du var død spurgte folk. Hvordan har du det? Hvordan går det? Og så holdt det op. Næsten alle steder. Så spurgte de ikke. Nogle blev ved med at spørge, hvordan mor havde det. Jeg svarede pænt i lang tid. Indtil jeg en dag mellem skolearbejde og alt det andet fik tid til at mærke efter. Det var i onsdags. Efter at have grædt to morgener i træk inden jeg skulle på arbejde. Jeg sagde det til nogen på arbejdet, for sorg er jo ikke et tabu... vel?
Og så blev der igen spurgt hvordan mor havde det...
Gennem hele dit sygdomsforløb har jeg, mor og Stina gjort meget ud af åbenheden omkring det. Og her har vi også oplevet, at folk har mødt åbenheden og mødt os med åbenhed. Hvorfor bliver det så så svært bagefter?
Hvorfor spørger de folk, der kender mig, og ikke mor, om hvordan hun har det? Men glemmer at spørge mig, hvordan jeg har det?
Det er to måneder siden du døde. For de fleste omkring mig, virker det som om det er glemt. Jeg har jo også stadig pænt tøj på, har sat håret, lagt makeuppen, går på arbejde, holder møder og passer mine ting.
Så udenpå er jeg vel den samme, og ligner ikke en, der er ved at bryde sammen. Det er jeg heller ikke. Men det ville betyde meget, hvis der var flere, der huskede, at sorg = omsorg, lige nu.
Stina valgte at holde fast i åbenheden for et par uger siden. Hun sagde det, som jeg nu skriver her. Hun sagde det til dem der var aller tættest på. De havde ikke glemt dig eller vores sorg. Hendes besked var meget direkte og ærlig. Måske direkte, fordi den var ærlig. I stedet for at vente på at folk rakte ud, så rakte hun ud og bad dem om at gøre det samme. Jeg har stor respekt for det. Og jeg har stor respekt for at de, der fik beskeden, forstod ærligheden på den rigtige måde, og tog det til sig på en god måde.
Derfor valgte jeg også at fortælle hvordan jeg havde det i onsdags. Jeg sagde faktisk,at det var rigtig pænt, at folk spurgte til mor, men at jeg faktisk havde mere behov for at de spurgte til mig. For det var der ingen på mit arbejde, der havde gjort i meget lang tid. Her blev ærligheden heldigvis også forstået rigtigt.
Jeg tror ærligheden er meget vigtig lige nu. Lige så vigtig som åbenheden før din død.
Kære far. Jeg tænker på dig hver dag. Jeg savner dig hver dag. Jeg glemmer dig ikke, men jeg håber at sorgen bliver nemmere at bære, og at ærligheden hjælper til at jeg ikke skal bære den alene.
De kærligste hilsner
Maria
De første to uger efter du var død spurgte folk. Hvordan har du det? Hvordan går det? Og så holdt det op. Næsten alle steder. Så spurgte de ikke. Nogle blev ved med at spørge, hvordan mor havde det. Jeg svarede pænt i lang tid. Indtil jeg en dag mellem skolearbejde og alt det andet fik tid til at mærke efter. Det var i onsdags. Efter at have grædt to morgener i træk inden jeg skulle på arbejde. Jeg sagde det til nogen på arbejdet, for sorg er jo ikke et tabu... vel?
Og så blev der igen spurgt hvordan mor havde det...
Gennem hele dit sygdomsforløb har jeg, mor og Stina gjort meget ud af åbenheden omkring det. Og her har vi også oplevet, at folk har mødt åbenheden og mødt os med åbenhed. Hvorfor bliver det så så svært bagefter?
Hvorfor spørger de folk, der kender mig, og ikke mor, om hvordan hun har det? Men glemmer at spørge mig, hvordan jeg har det?
Det er to måneder siden du døde. For de fleste omkring mig, virker det som om det er glemt. Jeg har jo også stadig pænt tøj på, har sat håret, lagt makeuppen, går på arbejde, holder møder og passer mine ting.
Så udenpå er jeg vel den samme, og ligner ikke en, der er ved at bryde sammen. Det er jeg heller ikke. Men det ville betyde meget, hvis der var flere, der huskede, at sorg = omsorg, lige nu.
Stina valgte at holde fast i åbenheden for et par uger siden. Hun sagde det, som jeg nu skriver her. Hun sagde det til dem der var aller tættest på. De havde ikke glemt dig eller vores sorg. Hendes besked var meget direkte og ærlig. Måske direkte, fordi den var ærlig. I stedet for at vente på at folk rakte ud, så rakte hun ud og bad dem om at gøre det samme. Jeg har stor respekt for det. Og jeg har stor respekt for at de, der fik beskeden, forstod ærligheden på den rigtige måde, og tog det til sig på en god måde.
Derfor valgte jeg også at fortælle hvordan jeg havde det i onsdags. Jeg sagde faktisk,at det var rigtig pænt, at folk spurgte til mor, men at jeg faktisk havde mere behov for at de spurgte til mig. For det var der ingen på mit arbejde, der havde gjort i meget lang tid. Her blev ærligheden heldigvis også forstået rigtigt.
Jeg tror ærligheden er meget vigtig lige nu. Lige så vigtig som åbenheden før din død.
Kære far. Jeg tænker på dig hver dag. Jeg savner dig hver dag. Jeg glemmer dig ikke, men jeg håber at sorgen bliver nemmere at bære, og at ærligheden hjælper til at jeg ikke skal bære den alene.
De kærligste hilsner
Maria
tirsdag den 15. november 2011
Kære far - jeg savner dig!
Kære far
Jeg tænker rigtig meget på dig i disse dage. På en måde bliver det mere virkeligt, at du ikke er her mere. Jeg ringede hjem til mor den anden dag. Nummeret virkede ikke. For hun har nedlagt fastnettelefonen og er nu gået helt over til mobiltelefonen. Det er der jo egentlig ikke noget odiøst i. Men det var mærkeligt. For hun har jo nedlagt den, fordi der nu skal spares, hvor der spares kan. Men det var jo ikke kun et nummer, som hun nedlagde. Det var det nummer, hvor der i min telefon stod "Mor og Far". I mange år. Efter du døde, slettede jeg dit navn fra den kontakt i min telefonbog. Fordi jeg var bange for at blive ked af det, når jeg så dit navn på telefonen. Igår opdagede jeg, at jeg ikke havde slettet dit mobiltelefonnummer. Jeg var faktisk rigtig fristet af at ringe til telefonen, i håb om, at du havde indtalt en velkomsthilsen på telefonsvareren. Så kunne jeg måske høre din stemme igen. Jeg tror ikke, at du havde indtalt nogen hilsen, for du var ikke så teknisk med den telefon endda. Det ville måske også være mærkeligt, hvis mor nu ikke har husket at få slukket for telefonen, og den så lå og ringede til dig.
Der kommer nogle gange nogle små øjeblikke, hvor jeg får lyst til at klynge mig fast i den slags ting. For noget tid siden opdagede jeg, at jeg havde en video på min telefon med Stina, der "snakker" med kattene. Det var, da du var rigtig syg. Jeg kunne kun se din skulder på videoen, uanset hvor mange gange jeg afspillede den. Jeg ville så gerne have haft, at jeg havde husket at filme hele dig. Men måske er det også godt, at jeg husker dig i en lidt raskere udgave. Sindet er jo nådigt, og visker de slemme ting ud. Måske havde det været hårdt at se dig så syg igen.
Mor vaskede dine jakker for et par uger siden. Hun ville aflevere dem til genbrug. Inden da spurgte jeg, om hun ikke kunne vente lidt med det, så jeg kunne nå at snuse lidt til dem. Bare lige for at kunne dufte dig lidt igen. Faktisk havde både mor og Stina gjort det samme, men de sagde, at de ikke duftede af dig længere. De havde jo også hængt "stille" i lang tid, mens du lå i sengen.
Som sagt, så savner jeg dig. Rigtig meget. Og det er måske derfor, at jeg hænger fast i den slags ting.
Det er jo kun fysiske ting. Alle følelserne og alle minderne, dem har jeg. Og hold op, hvor sætter jeg pris på alt det gode, som du gav mig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og jeg håber sådan, at du har det godt, der hvor du er.
De kærligste hilsner
Maria
Jeg tænker rigtig meget på dig i disse dage. På en måde bliver det mere virkeligt, at du ikke er her mere. Jeg ringede hjem til mor den anden dag. Nummeret virkede ikke. For hun har nedlagt fastnettelefonen og er nu gået helt over til mobiltelefonen. Det er der jo egentlig ikke noget odiøst i. Men det var mærkeligt. For hun har jo nedlagt den, fordi der nu skal spares, hvor der spares kan. Men det var jo ikke kun et nummer, som hun nedlagde. Det var det nummer, hvor der i min telefon stod "Mor og Far". I mange år. Efter du døde, slettede jeg dit navn fra den kontakt i min telefonbog. Fordi jeg var bange for at blive ked af det, når jeg så dit navn på telefonen. Igår opdagede jeg, at jeg ikke havde slettet dit mobiltelefonnummer. Jeg var faktisk rigtig fristet af at ringe til telefonen, i håb om, at du havde indtalt en velkomsthilsen på telefonsvareren. Så kunne jeg måske høre din stemme igen. Jeg tror ikke, at du havde indtalt nogen hilsen, for du var ikke så teknisk med den telefon endda. Det ville måske også være mærkeligt, hvis mor nu ikke har husket at få slukket for telefonen, og den så lå og ringede til dig.
Der kommer nogle gange nogle små øjeblikke, hvor jeg får lyst til at klynge mig fast i den slags ting. For noget tid siden opdagede jeg, at jeg havde en video på min telefon med Stina, der "snakker" med kattene. Det var, da du var rigtig syg. Jeg kunne kun se din skulder på videoen, uanset hvor mange gange jeg afspillede den. Jeg ville så gerne have haft, at jeg havde husket at filme hele dig. Men måske er det også godt, at jeg husker dig i en lidt raskere udgave. Sindet er jo nådigt, og visker de slemme ting ud. Måske havde det været hårdt at se dig så syg igen.
Mor vaskede dine jakker for et par uger siden. Hun ville aflevere dem til genbrug. Inden da spurgte jeg, om hun ikke kunne vente lidt med det, så jeg kunne nå at snuse lidt til dem. Bare lige for at kunne dufte dig lidt igen. Faktisk havde både mor og Stina gjort det samme, men de sagde, at de ikke duftede af dig længere. De havde jo også hængt "stille" i lang tid, mens du lå i sengen.
Som sagt, så savner jeg dig. Rigtig meget. Og det er måske derfor, at jeg hænger fast i den slags ting.
Det er jo kun fysiske ting. Alle følelserne og alle minderne, dem har jeg. Og hold op, hvor sætter jeg pris på alt det gode, som du gav mig. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og jeg håber sådan, at du har det godt, der hvor du er.
De kærligste hilsner
Maria
Abonner på:
Opslag (Atom)