Kære far
Jeg har ikke fået skrevet til dig i et stykke tid nu. Det er ikke fordi jeg ikke har en masse som jeg gerne vil sige, men fordi det også kræver lidt overskud at sætte sig ned og skrive til dig - jeg bliver ked af det hver gang. Det er ok, men det gør også ondt, at du ikke er her, og jeg håber,håber, håber sådan at du læser med fra en lille sky i himlen.
Vi har fået lavet en masse hos mor - der er blevet ryddet op allevegne - især på Møllen. Uffe kom og tog en kæmpetrailer læsset til randen til genbrugspladsen, og jeg kunne næsten høre dig sige:" Det er det, jeg altid har sagt Hanne, hvad skal du med alt det gamle loppemarkedsragelse?!" :0), for det var alt det, der røg..frem og tilbage er lige langt!
Der er blevet malet hegn, lofter og vægge i køkkenet. Der er blevet luget og klippet hæk til den store guldmedalje, og mor har takket dig mange gange for det store arbejde som du lavede med hækkene i foråret - seje far <3
Mor har selvfølgelig gang i alt det her, fordi hun håber at kunne sætte huset til salg snart. Hun knokler derudaf - jeg kan godt blive lidt bekymret for hende. For oveni alt det praktiske med huset, er der også sket det, at farmor har brækket skulderen. Hun kom dog ret hurtigt hjem fra hospitalet, men nåede kun at være hjemme en lille uge, inden at hun røg ind igen pga. diarre mm. Nu er hun endelig hjemme igen og er ved lidt bedre mod - men det har krævet sit af mor og også lidt af os, at det kom oveni. Jeg er glad for, at du ikke nåede at opleve det..
Til gengæld er der sket en anden ting, som jeg så gerne ville have, at du havde nået at opleve.. Jeg er gravid, næsten 9 uger henne. Hvor ville jeg gerne have kunnet fortælle dig det! Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du ville være den i hele verden, der var blevet mest glad for den nyhed. Igen, så håber og tror jeg også (lidt) på, at du må følge med et andet sted fra og glæde dig. Jeg har været rigtig ked af det, altså ekstraordinært, den sidste uges tid. Jeg ved, at det hænger sammen med det faktum, at du ikke er her, når jeg engang får børn. Det sætter tanker i gang. Det var et meget bevidst valg, da du fik at vide, at de ikke kunne helbrede dig, at jeg ikke ville have børn, mens du var syg. Først og fremmest fordi jeg ikke vidste, om du ville være i live til at se det 9 måneder senere. dernæst fordi jeg ville være en elendig mor, hvis jeg også skulle være i sorg samtidig med at have fået et lille barn. Men efter din død, er jeg på en eller anden måde også sikker på, at det var fint i forhold til dig. Du elskede livet så højt og havde så svært ved at give slip - egentlig et spøjst udtryk - selvfølgelig ville du ikke give slip! Svært lyder som en svaghed eller mangel på erkendelse - men er det ikke bare livsvilje?... Men jeg er sikker på, at det havde været endnu hårdere for dig at sige farvel til livet, hvis der havde været endnu et barnebarn på vej - du elskede børn af hele dit hjerte, og børn elskede dig. Og jeg vil sørge for at fortælle mine kommende børn om hvilken fantastisk morfar, som de kunne have haft, og give al den kærlighed videre, som jeg gennem livet har fået i overflod af dig <3. Nu er mit sidste håb bare, at mit barn får samme brune øjne som dig :0)
Jeg elsker dig - kærligheden hører aldrig op.
Kys og knus med blogpost til dig i himlen far
Ingen kommentarer:
Send en kommentar