Om sorg

Omsorg. Kære far. Sorg, det handler om omsorg. Mens du var syg handlede min sorg om omsorg for dig. Al min energi gik på at tænke på dig og dit velbefindende. Sørge for at du ikke mærkede min sorg for meget. Du skulle mærke mit håb. For du håbede. Det var en realitet. En realitet, som jeg støttede op om, selvom jeg vidste, at den nok var usandsynlig. Nu er du død, og min realitet er håb for fremtiden, som du ønskede. Men også sorg. Sorg som jeg forholder mig reelt til. Jeg gør alt det, som man skal. Jeg lever. Jeg glæder mig over livet. Jeg griner. Jeg græder. Jeg går på arbejde. Jeg lever et liv. Din død er ikke et tabu, hos mig. Jeg er ikke ude af stand til at leve videre. Jeg gør det. Jeg har travlt. Så travlt, så jeg ikke kan andet end at leve videre. Det er hårdt, men jeg vil også livet. Uden kompromiser og uden tabuer og fortielser.
De første to uger efter du var død spurgte folk. Hvordan har du det? Hvordan går det? Og så holdt det op. Næsten alle steder. Så spurgte de ikke. Nogle blev ved med at spørge, hvordan mor havde det. Jeg svarede pænt i lang tid. Indtil jeg en dag mellem skolearbejde og alt det andet fik tid til at mærke efter. Det var i onsdags. Efter at have grædt to morgener i træk inden jeg skulle på arbejde. Jeg sagde det til nogen på arbejdet, for sorg er jo ikke et tabu... vel?
Og så blev der igen spurgt hvordan mor havde det...
Gennem hele dit sygdomsforløb har jeg, mor og Stina gjort meget ud af åbenheden omkring det. Og her har vi også oplevet, at folk har mødt åbenheden og mødt os med åbenhed. Hvorfor bliver det så så svært bagefter?
Hvorfor spørger de folk, der kender mig, og ikke mor,  om hvordan hun har det? Men glemmer at spørge mig, hvordan jeg har det?
Det er to måneder siden du døde. For de fleste omkring mig, virker det som om det er glemt. Jeg har jo også stadig pænt tøj på, har sat håret, lagt makeuppen, går på arbejde, holder møder og passer mine ting.
Så udenpå er jeg vel den samme, og ligner ikke en, der er ved at bryde sammen. Det er jeg heller ikke. Men det ville betyde meget, hvis der var flere, der huskede, at sorg = omsorg, lige nu.
Stina valgte at holde fast i åbenheden for et par uger siden. Hun sagde det, som jeg nu skriver her. Hun sagde det til dem der var aller tættest på. De havde ikke glemt dig eller vores sorg. Hendes besked var meget direkte og ærlig. Måske direkte, fordi den var ærlig. I stedet for at vente på at folk rakte ud, så rakte hun ud og bad dem om at gøre det samme. Jeg har stor respekt for det. Og jeg har stor respekt for at de, der fik beskeden, forstod ærligheden på den rigtige måde, og tog det til sig på en god måde.
Derfor valgte jeg også at fortælle hvordan jeg havde det i onsdags. Jeg sagde faktisk,at det var rigtig pænt, at folk spurgte til mor, men at jeg faktisk havde mere behov for at de spurgte til mig. For det var der ingen på mit arbejde, der havde gjort i meget lang tid. Her blev ærligheden heldigvis også forstået rigtigt.
Jeg tror ærligheden er meget vigtig lige nu. Lige så vigtig som åbenheden før din død.
Kære far. Jeg tænker på dig hver dag. Jeg savner dig hver dag. Jeg glemmer dig ikke, men jeg håber at sorgen bliver nemmere at bære, og at ærligheden hjælper til at jeg ikke skal bære den alene.

De kærligste hilsner
Maria